mandag den 30. oktober 2017

Alle Helgens Dag
På søndag d. 5. november er det Alle Helgens Dag.
Alle Helgens dag mindes vi de døde, de kære vi har mistet for ikke så længe siden og dem vi stadig savner og dem vi altid vil huske for deres godhed og kærlighed.
Mange steder tændes der lys på gravene på kirkegården og i kirken. 
I Bjæverskov og i Vollerslev kirker bliver der mulighed for at tænde lys for dem, I særligt tænker på, så deres lys kan være med os under gudstjenesten. De er i Guds hænder ligesom vi. Vi vil mindes dem og takke for dem og for tro og håb og kærlighed og synge om den store hvide flok selvfølgelig og andre af dagens smukke salmer, og der bliver særlig musik for at give hjertet ro og stilhed til det, som det er svært at finde ord for.
Der er gudstjeneste i Bjæverskov kirke Alle Helgens dag d. 5. november kl. 10.30 og i Vollerslev kirke kl. 16.00.
Der vil være lys og lysglas til rådighed i våbenhusene, I er selvfølgelig velkomne til selv at tage lys med, men lysene, som tændes i kirken skal helst være fyrfadslys af stearin i lysglas. 
Efter gudstjenesten der er mulighed for at tænde lys på kirkegården. 
Alle er velkomne i kirkerne