mandag den 21. august 2017

Høstgudstjenester med frokost
Vi takker for høsten og for livet, og glæder os over begge, når vi holder høstgudstjeneste i kirkerne.
Der er i år høstgudstjeneste søndag d. 24. september i Lidemark kirke kl. 10.00, i Gørslev kirke kl. 10.30 og i Bjæverskov kirke kl. 11.00.
Efter gudstjenesterne er der fælles høstfrokost i sognegården.
Det bliver festligt, og det bliver hyggeligt, og det er sikkert, at maden vil være god.
Alle fra de fire sogne er velkomne i kirkerne og til frokosten, det koster ikke noget at være med, men for, at der kan være mad nok, har vi brug for en tilmelding enten direkte på Bjæverskov kirkes hjemmeside www.bjaeverskovkirke.dk eller ved henvendelse til kordegnekontoret. Kordegnekontoret i sognegården er åbent alle hverdage kl. 10-12, tlf 56 87 17 89.






Christine Tind Johannessen Henry fratræder sin stilling med udgangen af august.
Der vil være afskedgudstjenester d. 3. september i Gørslev kirke kl. 9.00 og i Lidemark kirke kl. 10.30
Alle er velkomne til at ønske Christine tillykke med sin nye stilling .


fredag den 21. juli 2017

Sommerkoncert i Lidemark kirke

Inspired by Folk…

Onsdag d. 2. august kl. 19.30 inviterer vi til spændende koncert i Lidemark kirke med Duo Shaw-Magnussen
Duoen bestående af Jacob Shaw (cello) & David Lau Magnussen (Klaver) blev dannet i København 2012 og har allerede optrådt i adskillige lande og på tværs af kontinenter i sale såsom - Carnegie Hall, Guangzhou Opera, Porto Casa Da Musica, de er mange gange blevet transmitteret i både fjernsyn og radio internationalt.
Sidste år blev de inviteret af det Anglo Danish Society i London til at spille for Hendes Majestæt Dronning Margrethe II.
Duo Shaw-Magnussen kommer til Lidemark kirke med en koncert i verdensklasse.
Koncerten kommer til at indeholde musik af Edvard Grieg, Ernst Bloch, Franghiz A li-Zade, Manuel de Falla og Béla Bártok, der er fokus på, hvorledes vestlig europæisk musik er blevet inspireret af folkemusikken.
Vi glæder os og håber, at mange vil møde op og lytte med.
Efter koncerten byder Lidemark menighedsråd på et glas i/ved længen bag kirken.
Alle er velkomne.
Fri entre.

torsdag den 1. juni 2017

Sogneudflugter og sommerkoncerter

Sogneudflugt for Gørslev og Vollerslev sogne d. 18. juni

Søndag d. 18. juni inviterer menighedsrådet til den årlige sogneudflugt for Gørslev og Vollerslev sogne.
Turen går til Langeland, hvor vi besøger Bagenkop kirke, Ulla keramik og den økologiske herregård Skovsgaard.
Alle fra de fire sogne er velkomne.
Afgang fra:
Vollerslev kirke     8.45
Gørslev kirke        8.50
OK tanken             8.55

Forventet hjemkomst ca, 19.30
Turen koster 200 kr. inklusiv frokost og kaffe.
Tilmelding senest 11. juni til Gerda Bering på telefon 56 82 80 78 / 60 60 19 83 eller på mail: gerdabering@live.dk

Sommerkoncert d. 21. juni kl. 19.30 

Gørslev-Vollerslev pastorat
Folkemusik fra Sverige, Irland og Danmark og danske salmer
Medvirkende:
Mads Vinding
Linnéa Villén
Andreas Topshøj

Der er gratis adgang til koncerten og menighedsrådet byder efterfølgende på en lille forfriskning.

Sommerkoncert i Lidemark kirke d. 2. august kl. 19.30

Klassisk vestlig musik inspireret af folkemusikken, bl. a. Edward Grieg og Béla Bártok
Med Duo Shaw-Magnussen (Jacob Shaw og David Lau Magnussen.

Sommerkoncert i Bjæverskov kirke d. 8. august

Med Jesper Lundgaard

Sogneudflugt for Bjæverskov og Lidemark sogne d. 27. august.

Turen går til Herlufsholm kirke, restaurant "Hvide Svaner" og Gavnø Slot.

onsdag den 3. maj 2017

Konfirmation og indsættelse


To glade drenge klar til konfirmation i kirken


På søndag d. 7. maj kl. 10.30 konfirmeres i Gørslev Kirke

  1. Frida Møller Andersen
  2. Lukas Rosted Kristiansen
  3. Lukas Sune Kluge

Søndag eftermiddag d. 7 maj indsættes Christine Tind Johannessen Henry som ny sognepræst i Bjæverskov-Lidemark-Gørslev-Vollerslev Pastorat.

Indsættelsen finder sted ved to gudstjenester i Vollerslev Kirke kl. 14.00 og i Bjæverskov Kirke kl. 15.30. Efter gudstjenesterne inviterer menighedsrådene alle til at hilse på Christine i Sognegården.

Velkommen til Christine Tind Johannessen Henry

mandag den 3. april 2017

Skærtorsdag aften

Aften gudstjeneste i Vollerslev kirke Skærtorsdag d. 13. april kl. 19.30 med efterfølgende kaffe i våbenhuset.

Den sidste aften, det er skærtorsdag aften, holdt Jesus påske med sine disciple. Her tog Jesus brødet og sagde takkebønnen. Han gav dem det og sagde: “Tag det og spis det, det er mit legeme, det er til jer. Gør det, så I altid husker mig.” Han tog også det store bæger med vin, sendte det rundt og sagde: “Drik alle sammen af det. Vinen i bægeret er den nye pagt, det nye forhold mellem jer og Gud. Vinen i bægeret er mit blod, jeg dør for jer. I min død får i tilgivelse for jeres synder. Gør altid sådan, og jeg er hos jer.”

Det er meget kort fortalt. Men Jesus samler sit livs og sin døds betydning i det måltid, han indstifter Skærtorsdag aften.

Billede af Else Bernhardt
På Elses Bernhardts billede her over sidder disciplene til bords i den sidste nat, i en smuk ovensal med rundbuede døre og vinduer som i en romansk kirke. Den syvarmede lysestage brænder i vinduet, som et tegn på det guddommelige nærvær. Rummet er lyst, selv om det kun oplyses af lysestagen og nogle bækkener, der hænger ned fra loftet. Men han som sidder for enden af bordet er verdens lys, det som oplyser ethvert menneske, og alle disciplene undtagen en ser på Jesus. Jesus ved altid, hvem der vender sit blik mod ham.

Billedet illustrerer flere begivenheder. Forræderen Judas findes to gange, han sidder med til bords, og han er den, der rejser sig fra bordet og vender ryggen til Jesus og til dem, der er sammen med ham, og går bort i mørket.

Jesus er i ført en ren hvid kappe, som symboliserer renheden og uskylden, over det røde, som er kærligheden, blodet og lidelsen. Og til venstre for døren står en stor aloe, en plante, som man udvinder helbredende salver af. Dette er et helbredende måltid, her læges menneskers brudte forhold til Gud, her tilgives alle synder.

fredag den 17. marts 2017

Anna Kathrine Clausen i Bjæverskov


Sogneaften i Bjæverskov - ”Fortællinger fra Varmestuen”


Onsdag den 29. marts er der igen Sogneaften i Bjæverskov Sognegård.
Denne aften får vi besøg af Anne Kathrine Clausen, som i to perioder i 2015 var præste-vikar i DeFireSogne – og hun er derfor et kendt ansigt for mange af os.
Siden begyndelsen af 2016 har hun været ansat som Korshærspræst i Holbæk.
Hun har givet sit foredrag overskriften:
”Fortællinger fra Varmestuen - et indblik i Korshærspræstens arbejde”
Anne Kathrine vil i sit foredrag om Kirkens Korshærs arbejde - fortælle lidt om organisationen, om sit arbejdet i Holbæk, og om hendes opgaver i det daglige og oplevelser med Varmestuens brugere - bl.a. psykisk syge, ensomme og hjemløse.
Vores tidligere præst har udtalt at hun glæder sig til at komme til Bjæverskov og møde os igen. 
Socialt arbejde i mere end 100 år
Kirkens Korshær er en privat, social hjælpeorganisation med rod i folkekirken, som startede i 1912. Den virker blandt samfundets marginaliserede og udstødte: ensomme, hjemløse, psykisk syge og misbrugere.
Aftenen begynder kl. 19.00 – og undervejs vil der være mulighed for at drikke kaffe/the – og stille spørgsmål til foredragsholderen
Det er gratis at deltage.
Vel mødt.
Arrangør er Bjæverskov menighedsråd

onsdag den 22. februar 2017

Fastelavn i Gørslev
søndag d. 26. februar holder vi børne- og familiegudstjeneste i Gørlev kirke kl. 14.00
Lidt og hyggeligt og ikke for langt, så alle kan komme hurtigt videre til tøndeslagning og forsamlingshus.


Johan Herold i sognegården
Mandag d. 27. februar kl. 19.00
Inviterer Gørslev-Vollerslev menighedsråd til en aften i sognegården, Ringstedvej 515, Bjæverskov, med Johan Herold.
Han har været der før, og det plejer at være meget dejlige aftener. Så kom og vær med.


lørdag den 28. januar 2017

Kyndelmisse

Aftengudstjeneste i Gørslev kirke 2. februar kl. 19.30

 

Vi går mod lysere tider, der inviteres til lysgudstjeneste i Gørslev kirke. Det bliver en rar og hyggelig aften med en lidt anderledes gudstjeneste. Alle er velkomne.